T

tag, overdækning af bygning, oftest navngivet efter udformningen. Halvtag eller pulttag: tagform med fald til kun én side. Mansardtag: brækket eller knækket tagform, hvor den nedre, stejlere tagflade danner vinkel med den øvre. Formentlig opkaldt efter den franske arkitekt François Mansart (1598-1666). Sadeltag: tagform med fald til to sider. Valmtag: tag med fald til alle sider (uden taggavle). Dækker det afvalmede tag kun taggavlenes øvre del, kaldes disse partier halvvalm.

 

Længde- og tværsnit gennem tagværk med langstol: a. Konge. b. Hanebånd. c. Bindbjælke. d. Drager. e. Skråbånd.

tagpander, ældre betegnelse for tagsten, nu udelukkende anvendt om flade tagsten.

 

tagpotter, ældre betegnelse for tagsten.

 

tagsten, tagtegl, middelalderens ældste tagsten, tagpander, der er en efterligning af tagspån, er flade, og nedadtil hhv. spidse, runde (‘bæverhaler’) eller lige afskårne. Den senere middelalders almindeligste tagsten er ‘munke’ og ‘nonner’, af halvcirkelformet tværsnit. De brede nonner lagdes med den hule side opad, de smallere munke, der vendte hulsiden nedad, dækkede over sammenstødene mellem nonnerne. 1550-1600 begyndte man at bruge formede vingetegl.

 

tagværk (jf. ill.). Tømmerstykkerne i de enkelte spærfag nummereres på forskellig vis med huljern eller økse (ill.). Se også langstol.

 

tandsnit, dekorativ række af fremspringende firkantede sten- eller træklodser, anbragt med korte mellemrum (jf. ill. og ill.).

 

tap, tapning, tappet forbindelse. Se fornagle og ill.

 

tempera, farve, revet i vand med æggeblomme og -hvide, oprørt i eddike, gummi, honning, harpiks e.l. som bindemiddel. Tempera tørrer mat og hurtigt op.

 

terme, en i renæssancen almindelig betegnelse for herme.

 

terningkapitæl, se kapitæl og ill.

 

tiara, pavens krone. Bæres, når paven optræder som fyrste, mens mitra benyttes ved gejstlige funktioner.

 

tilløbsarm, se tårnur, ill.; del af urets slagværksmekanisme.

 

tinde, simpelt udført fiale.

 

tindeskure, anden betegnelse for krenelering.

 

tinning, gavlkam, kamtak.

 

tinstempler, mester- og kvalitetsmærkning af tin, 1) engelsk tin (to stempler: engel eller kronet rose med byens våben); 2) krontin (byvåbenet, hvorover et kløverblad); 3) †manggods, †mangut (mesterens mærke to gange). 1) og 2) har desuden stempler med mesterens navn og årstal for hans optagelse i lavet (i modsætning til sølvsmedenes årsstempler, der som regel angiver fremstillingsåret).

 

tiste, den læderrem, hvori klokkens knebel er ophængt.

 

tobin, tyndt silkestof.

 

topstykke, jf. altertavle.

 

toptinde eller toptak, lille murtinde.

 

toskansk kapitæl, se kapitæl og ill.

 

traktur, se aktion.

 

tral(le)værk, gitter eller tremmeværk af parallelt anbragte, evt. profilerede stænger.

 

trambulérstik, tremulérstik (i nutiden også hønsetrin), siksak-ornament i metal, sten, træ eller kridtgrund, frembragt ved under tryk at vrikke eller skælve (fransk: trembler) en skarp punsel eller mejsel hen over materialet.

 

transmission, orgelstemme uden selvstændige piber; er tilsluttet piber i et andet af orglets værker.

 

trapezkapitæl, se kapitæl og ill.

 

trappefrise, se skiftegang.

 

trekantkapitæl, se kapitæl og ill.

 

trekløverbue, se bue og ill.

 

trempelværk, afstivning af tagfoden i tagværk. Trempelværket udgøres af langsgående bjælker, hvori spærskoenes indre ender er tappede, og hvis ender er tappede i bindbjælkerne (jf. tagværk og ill.). Trempelværket kan yderligere være forstærket med skråstivere mellem de langsgående bjælker og bindbjælkerne.

 

tremulant, indretning, der får orglets toner til at tremulere (vibrere).

 

trepas, trekløverformet ramme eller gennembrydning.

 

tribunbue, se apsisbue, jf. i øvrigt triumfbue.

 

triforiegalleri, se triforium.

 

triforium, 1) en fortrinsvis af småsøjler tredelt muråbning, i lighed med den todelte (biforium) almindelig i middelalderligt byggeri; 2) triforiegalleri, en gallerietage med triforieåbninger; 3) smal løbegang, udsparet i murlivet mellem skibets arkader og højkirkevinduer eller mellem disse og en gallerietage – uanset om åbningerne er tredelte.

 

triglyf, en fremspringende plade med tre lodrette slidser; udgør et karakteristisk led i den doriske søjleordens frise, afvekslende med metoper. Slidserne kan af og til være afløst af lister i renæssancen, da triglyffer var hyppigt anvendt på bygninger og inventar, se søjle (ill.).

 

trille, en slags tætvævet, groft lærred.

 

trip, fløjlsagtigt stof.

triumfbue, 1) fritstående æresport, som i Romerriget rejstes for sejrende kejsere og feltherrer. Buens form og idé bliver i renæssancen en væsentlig inspirationskilde for bygnings- og billedkunst; 2) korbue, buen mellem kor og skib.

 

triumfmur, muren mellem kor og skib.

 

triumfvæg, triumfmurens mod skibet vendende side.

 

trompe l’oeil, todimensional (oftest malet) fremstilling af genstande eller arkitektur, udført så detaljeret og realistisk, at der skabes illusion af en tredimensional virkelighed.

 

trækbånd, se krydsbånd og muranker.

 

tudorbue, bueform beslægtet med fladrundbue (kurvehanksbue, jf. ill.), men med et knæk i bueforløbets issepunkt.

 

tuf, porøs vulkansk stenart, kendelig på indhold af pimpsten og aske. Tuf fra Rhinegnene ved Andernach er især anvendt som byggemateriale i det sydvestlige Jylland (jf. frådsten).

 

tugtet, se afbanet.

 

tumba (latin: grav), et på gulvet, ofte fritstående, sarkofaglignende gravmonument, som markerer en gulvbegravelse, hyppigt med afdødes gravfigur(er) liggende ovenpå og dekorationer på siderne. I modsætning til en sarkofag er tumbaen tom, ligesom et kenotaf, der dog normalt er placeret et andet sted end selve graven.

 

tungestemme, orgelstemme, hvis toner frembringes af piber med svingende metaltunger. Eksempler: trompet og obo.

 

tutti, fast klangblanding i et orgel, omfatter (næsten) alle instrumentets stemmer.

 

tympanon, døroverligger af sten, som regel halvcirkelformet, ofte dekoreret.

 

Tagværk, skematisk fremstillet: a. Murlægte (murrem). b. Bindbjælke (loftsbjælke). c. Spærsko. d. Spærstiver. e. Spær. f. Hanebånd.

Eksempler på nummerering af bjælkestykker i tagværker.

Tårnur. Før ombygning: 1. Smedejernsramme, samlet med kiler. 2. Pyntespir. 3. Ben. 4. Centralstiver med taplejer for både gang- og slagværk. 5. Optræksvinde. 6. Reb for lodophæng. 7. Snorevalse. 8. Gangværksvalsehjul. 9. Stift for udløsning af slagværk. 10. Arm for udløsning af slagværk. 11. Spærhage. 12. Stokkedrev. 13. Ganghjulsakse. 14. Ganghjulsbøjle. 15. Ganghjul (kronhjul). 16. Lodret spindel med to lapper for indgreb i ganghjulet. 17. Nederste spindelleje. 18. Øverste spindelleje. 19. Foliot (balance el. uro) med vægte, som kan stilles ud el. ind for regulering af uret. 20. Snor, hvori spindelen hænger og drejer. 21. Viseraksel. 22. Urskive. 23. Timeviser (stiv viser) med kontravægt. 24. Slagværksvalsehjul. 25. Hammerløftestifter (-rulle). 25a. Blindfælg (til støtte for hammerløftestifterne). 26. Slagskive med indvendig tandkrans og udvendige indsnit for bestemmelse af slagenes antal. 27. Hjerteskive på hjerteskiveaksel. 28. Udløsningsmekanisme for slagværk (kun vist fragmentarisk). 29. Ifaldsarm. 30. Vindfangsaksel. 31. Vindfang (luftbremse) med spærværk.

tårnur (sejerværk), se ill., som nederst viser et værk i ældre udformning med spindelregulering og derover det samme værk ombygget til pendulregulering, her også vist fra kortsiden.

 

Tårnur, efter ombygning: 32. Optræksdrev (for optræk med håndsving). 33. Optrækshjul. 34. Mellemhjul og mellemhjulsaksel. 35. Ganghjulsaksel. 36. Ganghjul. 37. Hage el. anker. 38. Hageaksel (el. ankervelle). 39. Gaffel, som forneden griber om pendulet. 40. Pendulophæng. 41. Pendullinse. 42. Visertransmission. 43. Viserværk for skive med minut- og timeviser (vist delvis i snit). 44. Vekselhjul. 45. Kontravægte. 46. Lod, sædvanligvis en kampesten, med lodtrisse. 47. Tilløbsarm. 48. Optræksdrev (her vist som massivt drev, sml. nr. 32). 49. Optrækskvadrat for håndsving. 50. Hammerløftearm. 51. Hjerteskivehjul. 52. Hammervelle. 53. Urhammer.

Reguleringsmekanismer i tårnure. a. Hagegang. b. Grahamsgang. c. Stiftgang.