†kaffa, stof, som er glat på den ene side og loddent på den anden. Kendt fra 1600-tallet.

kaldsbog (liber daticus), bog, ført af sognepræsten, indeholdende forskellige meddelelser af betydning for embedet.

kaldsret, se jus vocandi.

kalk, se alterkalk.

kalorifer, indmuret jernovn til fast brændsel i luftopvarmningsanlæg.

kam, 1) gavlkam, gavlmurens øverste del, der rager op over tagfladen. Gavlkammen kan være glat, takket (aftrappet med kamtakker, jf. fig. 12) eller svungen, 2) kam, kæmning, kæmmet (jf. fig. 49), hvor bjælkerne (b) er kæmmet over murlægterne (a).

†kamelot, uldstof, ofte mønstret eller stribet, opr. udelukkende af kameluld, i 1700-tallet også af andre materialer.

kanneleret, lodret riflet, jf. kannelurer.

kannelurer, smalle, lodrette, konkave furer, dækkende søjle- eller pilasterskafter (jf. ill.).

kapitæl, 1) især søjle- eller pilasterhoved (ill.). Foruden de tre græske hovedtyper, dorisk (a), jonisk (b) og korintisk (c) samt toskansk kapitæl (e) kan nævnes: kompositkapitæl (d) (sammensat af jonisk og korintisk), æggestavkapitæl (c1) (toskansk kapitæl med æggestav) samt profilkapitæl (variation af toskansk kapitæl). Endvidere trapezkapitæl (f ), trekantkapitæl (g), klokapitæl (h), terningkapitæl (i) og foldeværkskapitæl (j), alle brugt i romansk tid. 2) Inden for skrift betegner kapitæler store bogstaver (jf. versaler).

kappe (jf. ill.), én af de (fire eller flere) krumme murflader, der tilsammen udgør et hvælv. Kapperne kan være muret på ribber, eller de kan mødes i skarpe grater.

kappeflig, se hvælvsvikkel.

kappesøm, se grat.

kardinaldyder, hoveddyder, se dyder.

karmoisin, †karmesiden, rød farve.

karnation, hudfarve.

karnis, profil sammensat af et konkavt og et konvekst led (jf. fig. 43c-d).

kartouche, rammeornament med bøjede og rullede flige, hyppigt dekoreret med frugter, blomster, blade, masker o.l. Tidligst i renæssancen. Se rulleværk og fig. 34; prædikestol og fig. 37.8.

karvsnit, snitværk, skåret (karvet) i træ som vekslende systemer af fordybede kilesnit, ofte ordnede i cirkler eller stjerner.

karyatide, bærende kvindefigur (fritstående), f.eks. brugt som støtte for en gesims.

kassemur er i modsætning til fuld mur støbt ud med en kerne af rå marksten eller murstensbrokker i mørtel mellem to murskaller (jf. ill.).

kassette, ornamentfelt, oftest firkantet, til tider med en roset i midten.

kassetteværk, sammensætning af kassetter og andre ornamenter i fladsnit (jf. relief ). Renæssanceornament (jf. beslagværk og søjle, ill.).

katekismustavle (skriftaltertavle), altertavle, hvis udsmykning hovedsagelig består af skriftord: Trosbekendelsen, nadverordene, Fadervor e.l.; alm. o. 1575-1625.

keglevindlade, se vindlade.

kenotaf, se tumba.

kerub, engel, ofte gengivet med flammesværd, som vogter af Pagtens Ark eller indgangen til Paradis. Se også seraf.

kildekalk, se frådsten.

kilesten, tilspidsende (kileformet) sten i buestik (kilestensstik).

kip, tagryg, det sted, hvor spærenderne mødes.

kirkerist, jernrist, ofte med ramme af træ, over en muret eller stensat grube i jorden ved indgangen til kirkegården, beregnet til at holde svin og andre husdyr borte uden at hindre adgang for mennesker.

klassicisme, se stilarter.

klingpung, klingbeutel, en på et langt skaft siddende pung eller pose, på hvis underside en lille klokke er fastsyet; anvendt til kollekt.

klinker, hårdtbrændte, gerne små teglsten der oftest anvendes som gulvbelægning.

klokapitæl, se kapitæl og ill.

klokke, se ill.

klokkehus, tårnagtig, lukket bygning i to-tre stokværk, oftest en svær tømmerkonstruktion, i hvis øverste del klokkerne er ophængt. Husets nedre del er materialrum. Fritstående eller placeret op ad kirkegavl, jf. klokkestabel.

klokkeprofil (ill.), stejl, omvendt faldende karnisprofil.

klokkestabel, åben tagdækket tømmerkonstruktiion til klokkernes ophængning, jf. klokkestol. Placering som klokkehus.

klokkestol, tømmerkonstruktion til klokkernes ophængning i tårn eller på kirkeloft.

kordongesims, se bæltegesims. 

korgitter, korskranke, gitter eller skranke mellem kor og skib(e), jf. lektorium.

korintisk kapitæl, se kapitæl og ill.

korklokke, se messeklokke.

kors, se ill.

kløverbladsfrise (ill.), jf. firpas.

knægt, konsol af træ, jf. krumknægt, volutknægt samt ill.

kollekt, pengeindsamling, jf. klingpung.

kollektiv, fast klangblanding i et orgel.

kompositkapitæl, se kapitæl og ill.

kondukt, se vindlade.

konge, midtstolpe i apsistagværk, spir, klokkehus eller klokkestabel. Også de (lodrette) bærende stolper i dragerstolstagværker og langstolstagværker benævnes konger (jf. ill.).

konsol, bærende fremspring.

kop, se binder.

koppel, indretning, der sammenkobler værkerne i et orgel. Når f.eks. koplet ‘HV-P’ er aktiveret, kan stemmerne i hovedværket tillige spilles via pedalklaviaturet (jf. oktavkoppel).

kopskifte, se skiftegang.

kopstykke, det øverste tværstykke på en stoleryg.

korbue, se triumfbue.

korbuekrucifiks, stort krucifiks, ophængt i eller over korbuen.

korsblomst, et i fire korsstillede flige delt bladmotiv, hyppigt forekommende i gotisk prydværk (ill.).

†korsdør, ældre betegnelse for dør i korgitter.

korskranke, se korgitter.

korstol(e), sammenhængende, oftest rigt udskårne stolerækker langs væggene i koret, benyttet af gejstligheden ved gudstjenester i større middelalderkirker.

krabbe, krabbeblad, ornament af form som en forvreden korsblomst (ill.); på sengotiske spir, gavle og kors, kalkmalet på ribber osv.

kragbånd, fremspringende profilled, især brugt som vederlag i bueåbninger.

kragsten, kragbånd bestående af én sten.

krenelering, fortløbende række af skydeskår i kronen af f.eks. en fæstningsmur.

kridering, kridtgrund, se staffering.

kriget, anvendt f.eks. om en hue, der har dybe indskæringer ved tindingerne.

Kristi våben, se marterredskaber.

Kristusmonogram, de to græske begyndelsesbogstaver i ordet Kristus, X og P, sammenskrevne. Se også Jesumonogram. 

krongesims, kransgesims, det øverste fremspringende led af hovedgesimsen eller hele den øverste gesims. 

kronliste, det øverste, som regel karnisprofilerede led af en gesims. Se søjle.

krumknægt, prydbøjle eller -konsol, anbragt under eller på en gesims, ofte smykket med ornamenter, englehoveder o.l. eller gennembrudt, se ill.

krydsbånd, krydsende trækbånd i spærfag.

krydsende rundbuefrise, se ill.

krydsskifte, se skiftegang og ill.

kuglestav, dekorativ, spinkel stav, bestående af små kugler på række (jf. perlestav).

kursiv, se skrift.

kurvehanksbue, se bue og ill.

kvader, natursten, firkantet tilhugget til bygningsbrug (jf. ill.). 

kvaderridsning i romansk murværk (se fuge nr. 1a samt ill.). Ridsningen kan være udført med en fugeske, dyppet i tyk kalkmørtel.

kvartstens, dimension svarende til den anvendte murstens højde (jf. helstens, halvstens).

kølbue (æselrygbue), se bue og ill.

kønrøg, sort farvestof, fremstillet af sod fra afbrændt træ eller harpiks.