sadeltag, se tag.

sakramentshus, tårnlignende gemme for monstrans.

†sanghus, se †lavkirke.

†sardug, halvt linned, halvt uldent tøj.

sarg, vandret bræt eller ramme, der bærer pladen på et bord eller sædet på en stol.

†savdelle, se †delle.

savskifte, se skiftegang og ill. 41j (jf. endvidere ill.).

secco, maleri udført på tør puds (italiensk: al secco), i modsætning til fresko.

segmentgavl, segmentbue, gavl, hvis buede overside udgør et udsnit af en cirkel (d.e. cirkelsegment). Siden renæssancen ofte benyttet over vinduer, døre m.m. (jf. frontispice).

sejerværk, se tårnur.

sepulchrum, se helgengrav.

seraf, engel, ofte gengivet med tre par vinger som vogter af Guds trone.

series pastorum, tavle med fortegnelse over kirkens præster (præsterækketavle).

†setteni, satin, en slags silketøj.

setzeranlæg, automatisk hjælpemiddel, der kan udføre en serie forprogrammerede klangskift i et orgel.

sideskib, jf. basilika og hallekirke.

siksakmurværk (ill.), dekorativ anbringelse af mursten i siksakmønster. Benyttes undertiden i (tag)gavle og i blændingsbunde.

sinkning, sinke, forbindelse af to stykker træ med svalehaleformet tap i tilsvarende udskæring.

skabelon, 1) profil, hvormed gesimser og andre bånd trækkes i gips; 2) gennembrudt plade til fremstilling af ensartet, malet ornamentik; 3) †skabelon, model eller tegning til bygning eller andet kunstværk, jf. patron.

skalk, tømmerstykke fastgjort på oversiden af et spærs nedre ende, således at tagbeklædningen kan nå ud over f.eks. en fremspringende gesims. Herved får tagfladen en større eller mindre udsvajning eller opskalkning forneden.

skalmur, skalmuring, fornyet skal på ydersiden af murværk, oftest af halvstens tykkelse, jf. forblænder og omsætning.

skelle, †skelne, †sømme, fuge, især på ydersiden af tegltage.

†skierværk, skærværk, 1) væg af træ; 2) klokkestol.

skifte, det vandrette lag af (lige høje) sten i mur. Ordet anvendes også synonymt med skiftegang.

skiftegang (ill.), murforbandt eller murstensforbindelser, ordning af stenene i en som regel teglsat mur. Terminologien kan svinge fra land til land. Dansk middelalder domineres af to skiftegange, hvis udførelse kan være uregelmæssig; munkeskifte, som afhængigt af bindernes placering i de enkelte skifter kendes i to varianter (a-b) og polsk skifte (c) (også kaldet yngre munkeskifte, vendisk, flamsk eller gotisk skifte). Som en uhensigtsmæssig fællesbetegnelse benævnes de to skiftegange, der endnu vides anvendt o. 1600, undtagelsesvis munkeskifte. I middelalderens slutning anvendtes i begrænset omfang også krydsskifte (d), som fra og med 1500-tallets midte blev den foretrukne skiftegang i Danmark. Beslægtet hermed er blokskifte (e) og hollandsk skifte/binderskifte (f), som i Danmark kun optræder efter middelalderen og i begrænset omfang. Særlige skifter benævnes efter den måde, de enkelte sten lægges på (g-m). Kantstillede sten danner af hele sten standerskifte (g) og af halve sten rulskifte (h) og anvendes gerne til afretning af fundamenter, i mure til opretning af uregelmæssige skifter samt til sålbænke. Som en fællesbetegnelse for binderskifter, der er rul- eller kantstillede, anvendes tillige kopskifte (jf. prydskifte). Kantstillede sten indgår desuden som dekorative friser og bånd, der også kan mures af sten med fladen udad (i) samt udformes som sav- eller bloktandskifte/trappeskifte (j-k). Ved spejling danner bloktandskiftet/trappeskiftet en rudefrise. Mønstermuring af murflader kan i både natursten og teglsten udføres som siksak-/sildebensmønster (l-m), der i natursten benævnes ‘opus spicatum’. Strømskifte (ill.) benyttes til afslutning af en gavltrekants skrå sider eller en pilles skrånende front.

skjoldbue, bærende bue for hvælv, muret langs rummets vægge (jf. gjordbue, sml. hvælvvederlag).

skrift, middelalderens skriftarter er: runer, i brug endnu i 1300-tallet, majuskler (egentlig store bogstaver), der opdeles i de kantede versaler og de rundede uncialer, hvor særligt karakteristiske former er D, E, H, M og T, o. 1100-1400; endvidere minuskler (egentlig små bogstaver), o. 1350-1550. I renæssancen opstår nye skriftarter, influeret ikke mindst af klassiske eksempler og af bogtrykkerkunstens bogstavrepertoire,således fra o. 1475 (tidligst i Italien) den latinske antikva (antikva), også betegnet humanistisk minuskel, og fra 1500-tallets begyndelse (i Tyskland) fraktur, egentlig brudt skrift, ‘krøllede bogstaver’; endvidere nyklassiske versaler eller renæssanceversaler, den skråtstillede kursiv og skriveskrift. Som en blandingsskrift mellem middelalderens og renæssancens typografi får majusklen i 1500-tallets første halvdel en genopblomstring (renæssancemajuskel, tidlig humanistisk kapitæl).

skriftaltertavle, se katekismustavle.

skurering, riflet overfladebehandling af hugne sten, jf. riffelhugning.

†skærstok, murrem, jf. rem.

slutsten, øverste sten i en bue eller en hvælving.

slyngbånd, se attisk slyngbånd.

slyngebom (jf. ill), den ældste, almindeligt udbredte form for klokkeophæng (jf. vuggebom).

sløjfevindlade, se vindlade.

smalte, kornet, blåt farvestof (pulveriseret koboltglas). I Danmark først kendt fra o. 1550.

Smertensmand, den lidende Kristus, fremstillet siddende eller stående, fremvisende sine sår, undertiden med marterredskaber.

smig, skråside, f.eks. i muråbninger, hyppigt i vinduer fra romansk tid; et enkeltsmiget vindue ser i vandret snit ud som en tragt, et dobbeltsmiget som et timeglas (jf. ill.).

sokkel, den nederste, synlige del af en mur (eller monument, jf. stele og ill.), når dette parti er 1) udført af et andet (hyppigt mere varigt) materiale end muren i øvrigt, eller 2) udformet med fremspringende profil (jf. ill. og ill.) (jf. syld).

solgisel, se apokalyptiske kvinde, den.

spanskrød. se jernoxyd.

spareblænding, -niche, se blænding.

sparremønster (†sparre = spær), mønster af omvendte v’er (ses ofte på hvælvribber).

sparrenkop-gesims, en række af udkragede bindere (kopper) under gennemløbende, fremspringende led, anbragt med en binders afstand (jf. tandsnit).

spejl, 1) blændingsfelt over en muråbning omsluttet af dennes yderste false; 2) åremønster i (blankt) træ (efterlignes i ådring); 3) den ophøjede flade i en fylding, i rokokoen ofte med ‘dobbelt’ kant (jf. ill.).

spejlhvælv, hvælving, hvis sideflader indrammer en plan topflade, ofte udsmykket med et maleri.

spillebord, samlet betegnelse for klaviaturer, registertræk, fodtrin mv. i et orgel.

spindel, 1) udgør sammen med tårnurets kronhjul (ill.) spindelgangen, som reguleres af en balance, også kaldet uro eller foliot (jf. ill. nr. 19); 2) cylinder, hvorom noget drejer sig, se spindeltrappe.

spindeltrappe, cirkulær eller polygonal trappe, hvis radiært stillede trin mødes i en almindeligvis cylinderformet akse, kaldet spindelen (jf. vindeltrappe).

sprængbue, se stræbebue.

spygat, lille hul eller rende til afledning af regnvand. Regelmæssigt forekommende i hvælvsvikler, hvor udmuringen af lommen er formet med fald mod hullet.

spær, i en tagkonstruktion (jf. ill.) de skråtstillede tømmerstykker, der bærer tagfladernes lægter og tagdækning. Spærene (e) er forneden fastgjort i de gennemgående bindbjælker (b) eller i korte, på murremmene hvilende spærsko (c). Et spærpar med forbindende hanebånd (f ), lodrette eller skrå spærstivere (d) og eventuelle krydsbånd kaldes et spærfag.

spærfod, det samme som spærsko.

spærhage, pal (se tårnur, ill.), snorevalsens stoppeanordning, som sidder fast på og griber ind i valsehjulet og driver dette, men som frit af valsehjulet muliggør optrækning af urloddet. Anvendes også ved vindfanget, hvor den tillader dettes frie afløb, efter at slagværket er stoppet.

spærsko, se spær samt ill.

spærstik, øvre afslutning på nicher og blændinger mv., dannet af spærstillede sten (jf. ill.).

spærstiver, se spær og ill.

stabel, 1) den tap i dørkarmen, hvorom gangjernets øsken drejer sig; 2) fritstående, åben tømmerkonstruktion, se klokkestabel.

staffering (beslægtet med ordet stof ), grundering og udsmykning med farver og malede ornamenter. Til staffering regnes også den faste grundering, der før indførelsen af den rene oliemaling altid bestod af et eller flere kridt- eller gipsagtige lag (kridering, kridtgrund); grundering og staffering anvendtes fortrinsvis på træ, både på figurer, ornamenter og på baggrunde. Ved middelalderlige figurer var behandlingen af kridtgrunden ofte forbundet med betydeligt større arbejde end påføringen af farver og malede mønstre, idet det var gennem den, figuren fik sin endelige udformning, ligesom klædedragterne kunne udsmykkes med blomster, mønstre og trambulérstik, og ophøjede ornamenter kunne modelleres eller indsættes. I senmiddelalderen stafferede man ofte med egentlige stoffer (pergament, lærred, tovværk osv.).

standerskifte, se skiftegang og ill.

stav, staf, fremspringende, oftest halv- eller kvartrundt profilled. Den almindelige rundstav er glat. Profilerede stave er f.eks.: bladstav, perlestav, tovstav, æggestav og pærestav (ill.).

stavværk (masværk), 1) muret sprosseværk, der deler lysningen i et gotisk vindue (vinduesstavværk); 2) ornament, der efterligner vinduesstavværk (fig. 11d). I senmiddelalderen udvikles stavværket med stor virtuositet fra enklere geometriske former til særdeles komplicerede strukturer; 3) tømmerkonstruktion med opretstående planker (stavplanker).

stele (ill.), et smalt opretstående gravminde af sten, særlig populært i nyklassicismen, hvor en række forskellige typer optræder (a-d). Stelen har en græsk-antik monumentform, der oftest adskiller sig fra en cippus; dog ses også overgangsformer (a). Foroven afsluttes den normalt med et spidsbuet topstykke med palmet- og akantusdekoration (anthemion) og/eller akroterier. Ordet er også anvendt som betegnelse for opretstående monumenter i almindelighed.

stemme, register, piberække i orgel. Stemmens tonehøjde angives i fod efter den dybeste tones teoretiske pibelængde. Nogle stemmer har flere ‘kor’, dvs. flere piber for hver tone; antal- let af kor angives ofte med romertal i dispositio- nen.

stenhuggerfelt, regelmæssig eller uregelmæssig figur indhugget i en kvader, ofte for at tilsløre en ujævnhed i stenen (jf. ill.).

stente, se †stette.

†stette, stætte, stente, (fodgænger)låge i kirkegårdsdige eller -mur.

stiftgang (jf. tårnur og ill.). På siden af ganghjulets fælg sidder stifter, som ‘sluses’ gennem paletterne, der har hvileflader og skråtskårne impulsflader.

stik, bærende murværk over en muråbning (eller blænding), når dette er muret af særligt formede sten eller i særlig skiftegang. Hyppigst er stikket udført som en bue, sjældnere forekommer vandrette stik. Er stikket af tegl, taler man, alt efter murstenenes ordning, om binderstik, halvstensstik, helstensstik, rulskiftestik osv. (jf. prydskifte og ill.).

stikkappe, mindre hvælvkappe, som skærer sig fra siden ind i en hvælving; hyppigst anvendt i forbindelse med en (vindues)åbning, der når højere op end hovedhvælvets vederlag.

stilarter, stilperioder, normative begreber, fortrinsvis fastlagt i 1800-tallet, for form- og motivkomplekser, opstået og udviklet uden for Danmark. Følgende definition af de enkelte stilarter og deres varighed i en hjemlig sammenhæng er derfor kun vejledende. Således kan absolutte tidsgrænser for de enkelte stilperioder ikke fastsættes entydigt, ligesom der må regnes både med en tidsmæssig overlapning af de enkelte stilarter og med en forskellighed i stilformernes opdukken og varighed inden for de enkelte landsdele. Romansk: o. 1050-1275 (senromansk o. 1200-75). Gotisk: o. 1250-1550 (unggotisk o. 1250-1300, højgotisk o. 1300-1400, sengotisk o. 1400-1550). Renæssance: o. 1550-1630 (ungrenæssance o. 1550-90, højrenæssance o. 1590- 1620, senrenæssance o. 1620-30, manierisme o. 1590-1630). Barok: o. 1620-1750 (bruskbarok o. 1620-60, enevoldsbarok eller Louis XIV stil o. 1660-1750, régence o. 1715-40). Rokoko: o. 1740-75 (Louis XV stil). Klassicisme, nyklassisk stil: o. 1775-1850 (Louis XVI stil o. 1775-1800, empire o. 1800-50). Historicisme (stilpluralisme, stilkopiering eller ‘stilforvirring’): o. 1830-1900 (nyromansk, nygotisk, nyrenæssance, nybarok, nyrokoko).

stiv viser (ill.), timeviser på urskive, der ikke har minutviser.

stokkedrev (se tårnur, ill.), drev (det lille hjul i en tandhjulsforbindelse), hvis ‘tænder’ består af runde stokke mellem to plader (i modsætning til et massivt drev, som er et almindeligt tandhjul).

stokværk, ældre betegnelse for etage. Bruges bl.a. om etager i kirketårne: Klokkestokværk, tårnets øverste etage, der indeholder klokkestol og klokker. Mellemstokværk, en eller flere etager, beliggende mellem klokkestokværket og tårnrummet (nederst i tårnet).

stola, korsbånd, et langt, hvidt og korsprydet bånd, der hører til den liturgiske dragt; bæres over skuldrene.

†storkirke, se højkirke.

stormstigeribbe, retkantet halvstens hvælvribbe med tværstillede, hele mursten.

storstykke, jf. altertavle.

stræbebue og -pille, bygningsled, som tjener til at optage sidetryk fra hvælv. Stræbebuen (eller sprængbuen), som kendetegner den fuldt udviklede gotiske arkitektur, hæver sig normalt over sideskibenes og koromgangens tag og leder trykket fra højkirkehvælvet videre ned til en stræbepille eller støttepille ved sideskibets mur. Sidstnævnte er således en pillelignende murforstærkning (evt. delvis) fremspringende i selve rummet.

strækmur, et fundament under en arkade.

strømskifter (ill.), skiftegang (i taggavle), hvor der dannes en vinkel på ca. 45° med de vandrette skifter; lagt således, at der langs gavllinjerne fremkommer en række af trekanter. Herved undgås behuggede murflader i taglinjen. Kendt fra o. 1550, men især almindelige i 1700-tallet.

studsfuge, se fuge.

styltebue, se bue og ill.

styltetårn (ill.), tårntype, der navnlig er udbredt i Århus Stift. Er særlig karakteristisk for senmiddelalderen, men har været i anvendelse langt op i nyere tid. Tårnet er tilbygget kirkens øst- eller vestgavl og kendetegnet ved, at tårnrummet står åbent, idet klokkestokværket bæres af to parallelle murpiller, forbundet af et rund- eller spidsbuet stik. I enkelte tilfælde kan tårnoverdelen hvile på to fripiller, hvorved tårnunderdelen åbnes mod alle tre frisider.

styrtrum (ill.), betegnelse for det loftsrum, der fremkommer, når bjælkelaget, uafhængigt af tagværket, er placeret et godt stykke under murens overkant.

†stætte, se †stette.

stødfuge, se fuge.

sugfjæl, bræt, fastgjort under tagskægget (på undersiderne af bjælkeenderne) til hindring af træk (jf. ill. og ill.).

suppedaneum, fodskammel eller fodstøtte for Kristusfigur, især anvendt som værdighedstegn på romanske krucifikser.

svaleredeorgel, orgel, placeret på et svaleredepulpitur; ofte i eller i nærheden af koret.

svaleredepulpitur, højtsiddende pulpitur uden søjleunderstøttelse.

svelle, system af bevægelige døre, der regulerer lydstyrken i (en afdeling af) et orgel. Svelledørene aktiveres via et fodtrin i spillebordet.

svelleværk, en orgelafdeling, der er udstyret med svelle.

svikkel, tresidet flade over bueslag, hvor den vandrette side udgår fra buens issepunkt, den lodrette fra buens fod, se ill. og ill. (jf. hvælvsvikkel).

svumme, oversmøre mur med hvidtekalk eller mørtelvælling, jf. afkostning.

sygesæt, se berettelsessæt.

syld, syldsten, grundsten, fundament af rå kampesten under det egentlige murværk, jf. sokkel og ill.

søjle, søjleorden, se ill.

søjlekapitæl, se kapitæl og ill.

†sømme, se fuge.

sål, bund i niche eller blænding.

sålbænk, den udvendige, nederste flade i en vinduesåbning.