P
pallium, paveligt og ærkebiskoppeligt værdighedstegn i form af et hvidt, tre fingre bredt, korsprydet uldbånd. Båret om halsen med nedhængende ender over bryst og ryg.
palmet, vifteagtigt plantemotiv. Bladfligene udgår ofte fra et blomsterbæger (jf. ill.).
paramenter, tekstiler til liturgisk brug.
paten(e), se disk.
patron, 1) form, model eller mønster, hvorefter noget fremstilles eller tildannes (jf. skabelon), f.eks. vævepatron = vævemønster. I ældre tid også betegnelse for selve tøjets mønster; 2) instrument, hvormed mønster, tegninger osv. overføres; 3) kirkens beskytter eller ejer (jf. jus patronatus).
patronatsret, se jus patronatus.
pedal, tangentrække på orgel, spilles med fødderne. Pedalklaviaturet er forbundet med pedalværket og kan normalt også sammenkobles med andre værker. Se også anhangspedal.
pedalkoppel, se koppel.
pedalværk, se værk.
pendullinse (se tårnur, ill.), vægten i den svingende ende af et pendul; kan med en møtrik hæves eller sænkes for regulering af uret.
pengeblok, opretstående, udhulet eller tømret, ofte jernbeslået, træblok med pengetragt eller -slids.
pengetavle, skuffelignende æske med skaft, anvendt til kollekt.
persiskrød, se jernoxyd.
perlestav, dekorativ, spinkel stav, bestående af sammenstillede småkugler vekslende med cylindriske led; jf. kuglestav.
perspektivhul, cirkulær indlægning i mørkt og lyst træ med perspektivisk virkning, se ill.
pilaster, flad, retkantet væg- eller murpille med kapitæl og base (i modsætning til lisen). Anvendes også som dekoration på træarbejde. En halspilaster har indsnøring under kapitælet.
pilgrimstegn eller -mærke, lille mærke, gerne af metal, som erhvervedes af pilgrimme ved valfartsmålet.
pille, lodret, muret støtte (jf. søjle).
pinakel, lille murtinde, spir eller spidssøjle, anvendt som dekorativ afslutning (jf. fiale).
piscina, niche eller kumme (med afløb) for indviet vand, fritstående eller i en væg, nær et alter.
planrelief, se relief.
platte, 1) profildetalje, vinkelformet tilbage- eller fremspring; 2) i snedkersprog: tynd træplade, anbragt som forsiring på møbel e.l.
plint, lavt, retvinklet fodstykke under en søjle, en pilaster eller en statue (se også ill. og postament).
pluviale, korkåbe.
pløjet bræt, se fjeder.
pneumatisk aktion, se aktion.
polsk skifte, se skiftegang og ill.
pontificale, liturgisk håndbog for bispeembedet (bispebog).
positiv, lille, flytbart orgel. Betegnelsen benyttes også om en afdeling af et større orgel, jf. værk og rygpositiv.
postament, fodstykke, for en altertavle, en søjle, en pilaster, en statue etc. Postamentfelter (f.eks. på altertavler og prædikestole) er de felter, der sidder mellem postamentfremspringene, se fig. ill.
†pralsagt, en slags blomstret tøj, halvt uld, halvt silke.
predella, fodstykke til en altertavle af fløj- eller skabstype (jf. også fløjaltertavle).
primklokke, se messeklokke.
profilkapitæl, se kapitæl samt ill.
prospektpiber, facadepiber i orgel.
prydskifte, oftest brugt som betegnelse for det skifte af sten på fladen (også kaldet fladskifte), som kan findes omkring en muråbnings egentlige buestik. Er hyppigt muret af løbere, men kan være muret af bindere (kopskifte), ligesom det kan være let udkraget i forhold til murflugten; jf. skiftegang.
præbende, formue- og indtægtsobjekt, der er tillagt en kannik (domkirkepræst).
prædikestol, se ill.
præsentationsret, se jus præsentandi.
pulpitur, galleri med plads til stole, bænke eller orgel.
pulttag, se tag.
punsel, lille stålmejsel til brug ved stempling, opdrivning eller ciselering af metalarbejders overside (punsling).
putto, barneengel, gengivet som nøgent, buttet drengebarn, ofte med vinger.