Majestas Domini, Kristus i sin herlighed, tronende, frontal Kristus i mandorla, omgivet af evangelistsymbolerne. Yndet motiv i romansk kunst.

majuskler, se skrift.

mandorla, mandelformet, (spids)oval indramning, navnlig brugt omkring fremstillinger af Kristus (se Majestas Domini).

†mangut (†manggods), dårligt, stærkt blyblandet tin, jf. tinstempler.

manierisme, se stilarter.

manipel (manipulus), håndlin, et bånd lagt over venstre håndled, hørende til den liturgiske dragt.

mansard, mansardtag, se tag.

mansardetage, tagétage indrettet i den nedre del af et mansardtag, se tag.

manual, klaviatur på orgel, spilles med hænderne (jf. pedal).

marterredskaber (lidelsesredskaber), de redskaber, der anvendtes i forbindelse med Kristi lidelse og død: tornekrone, pisk, kors, nagler, spyd etc. Også betegnet Kristi våben (latin: Arma Christi).

masværk, se stavværk.

maureske (ill.), ornament, der efterligner arabisk (maurisk) prydværk.

messehagel, præstens overklædning, båret over en messeskjorte; bestående af, ofte skjoldformet, ryg- og forstykke.

messeklokke (korklokke, primklokke), lille klokke anbragt i eller over koret og (i middelalderen) benyttet, når hostien løftedes op; efter reformationen anvendt for at påkalde menighedens opmærksomhed ved gudstjenestens begyndelse. 

mesterpetring, se mursten.

metope, firkantet, ofte reliefsmykket, plade mellem triglyfferne i en dorisk frise.

midtsvulmen, se entasis.

minuskler, se skrift.

misericordia (latin: barmhjertighed), støttekonsol under en korstols klapsæde.

mitra, bispehue.

monolit, bygningsdel, f.eks. dør- eller vinduesoverligger, bestående af én (natur)sten (jf. ill.).

monstrans, beholder til opbevaring og fremvisning af relikvier eller hostie (jf. relikviegemme).

monstransskab, skab til opbevaring af monstransen og kirkens hellige kar.

montant, se akantusmontant.

†mor, vatteret stof af silke, halvsilke, kamelhår eller lærred. Glat eller mønstret, ofte indvævet med guld- eller sølvtråd.

munk, se tagsten.

munkeskifte, se skiftegang og ill.

munkesten, se mursten.

muranker, gennemgående jernstang i murværk til dettes fastholdelse eller afstivning. Ankeret er i den ene ende (ved murens yderside) forsynet med et ankerforskud, mens den anden ende (ved murens inderside) er fastgjort enten 1) til et trækbånd eller en (anker)bjælke af jern eller træ, gående på tværs af bygningen; eller 2) på (kasse)- murens inderside (evt. kan også her være anbragt et forskud). Murankre optræder normalt i forbindelse med bygningers loftsbjælkelag (eller ankerbjælker). Ankerforskud er i middelalderen og indtil sidste halvdel af 1500-tallet oftest lige, lodrette jernstykker smedet i ét med ankeret, senere optræder næsten udelukkende løse ankerforskud, der kan antage mange former, men som oftest er kryds- eller liljeformede.

muret begravelse, gravkammer eller -krypt under kirkegulvet med murede vægge og gulv, dækket af et hvælv eller fladt loft og med plads til en eller flere kister. Betegnelsen er fortrinsvis anvendt om eftermiddelalderlige begravelser, der enten kunne være åbne (dvs. tilgængelige via en lem eller luge i gulvet) eller lukkede (dvs. dækkede med en gravsten eller gulvfliser, der måtte opbrydes ved senere gravlæggelser).

murliv, murkerne, det indre af en mur; jf. kassemur og fuld mur.

murlægte, se rem.

murrem, se rem.

mursten, teglsten. Middelalderlige mursten (munkesten) måler ca. 28×12×8 cm (munkestensformat), men varierer ikke sjældent op til flere cm på hver led. Formatet anvendtes endnu i 1600-tallet, men fra 1500-tallets midte mindskedes stenene almindeligvis til ca. 24×11×7 cm (renæssanceformat), der endnu var udbredt i 1800-tallet. Fra 1500-tallets sidste del anvendtes sideløbende sten af ganske beskedne formater, ofte kaldet mobber, der importeredes fra Nederlandene. Disse meget små sten, der karakteriseres ved højst at være 4,5 cm tykke, blev navnlig almindelige i 1700- og 1800-tallet, hvor de hjemligt producerede omtales som flensborgsten (flensborgformat). Nutidens teglsten antager 22,8×10,8×5,5 cm (normalformat), som med beskedne udsving kan følges ned i 1800-tallet. Helt frem til 1900-tallets begyndelse var danske teglsten overvejende røde, mens gulflammede eller helt gule sten var mindre almindelige. Undtaget er dog sten af flensborgformat, der, ligesom det også er udbredt for teglsten i dag, som regel var gule. Navnlig i middelalder og renæssance anvendtes desuden mørk- eller sortbrændte foruden glaserede sten til mønstermuring. Mursten, hvoraf en del er afhugget kaldes efter størrelse: trekvartsten, halvsten, kvartsten eller petring; mesterpetring (sten halveret på langs).

musetrappe, gavlkam med lave, tætsiddende ‘kamtakker’ af kun et skiftes højde.

mæander (ill.), ornamentalt bånd ført i regelmæssige vinkelbugtninger (à la grecque bort).

mægler, den søjle, hvortil trapperækværket gøres fast ved foden af trappen.

mønjerød, se jernoxyd.

mål for længder og flader udtrykkes normalt i metriske enheder. Hyppigst forekommende er: 1 dansk alen = 2 fod = 4 kvarter = 24 tommer = 62,77 cm. 1 favn = 3 alen. 1 tønde land = 8 skæpper = 14.000 kvadratalen = 5.516 m².

månedsmærke, mærke, der på guldsmedearbejder angiver den måned, i hvilken et arbejde er prøvet hos guardejnen.