laf, den brede hule del af en ske (skeblad).

langhus, et andet (ældre) ord for skib.

langhuskirke, en kirke, hvis kor har samme bredde og højde som skibet, og som er uden bygningsmæssig adskillelse mellem de to afsnit.

langhuskor, et kor, der har samme bredde og højde som skibet.

langstol, længdeafstivning i tagværk med lodrette stolper (konger), som hviler midt på bindbjælkerne og bærer vandret tømmer (dragere), som understøtter spærfagenes hanebånd, alt indbyrdes forbundet med tappe og talrige påbladede skråbånd (jf. blad), (jf. ill.).

lasur, gennemsigtig farve, ofte malet over forgyldning eller forsølvning.

†lavkirke (†lillekirke, †sanghus), betegnelser for koret, i modsætning til skibet, jf. †højkirke.

lektorieprædikestol, prædikestol, fortrinsvis anvendt efter reformationen, placeret på et lektoriepulpitur i skibets østende foran korbuen eller triumfvæggen (jf. lektorium).

lektorium, i oldkirken læsepult ved skranken mellem kor og skib. Senere i middelalderen overførtes navnet på den skranke eller det pulpitur, der aflukkede koret som gejstlighedens særlige område. Lektoriepulpituret tjente til anbringelse af pulte for evangelie- og epistellæsning og undertiden altre. Desuden kunne pulpituret give plads for orgel, sangkor og processioner; senere knyttes betegnelsen til en særlig form for prædikestol (jf. lektorieprædikestol og korgitter).

liber daticus, se kaldsbog.

lidelsesredskaber, se marterredskaber.

ligtræ, se gravtræ.

†lillekirke, se †lavkirke.

lisen, flad, retkantet væg- eller murpille, uden kapitæl eller base (se dog ørelisen), jf. pilaster.

liturgi, gudstjenesteordning.

liturgiske farver, det udvalg af farver (almindeligst hvid, rød, grøn, violet og sort), der anvendes på messeklæder og kirkens øvrige tekstiler til at anskueliggøre de forskellige tider og fester i kirkeåret eller til at markere særlige handlinger. Regler for anvendelsen af en liturgisk farveskala fastlagdes allerede i tidlig middelalder inden for den katolske kirke og holdes stadig i hævd. Den lutherske kirke har ingen faste forskrifter herom, og praksis har derfor varieret fra en gentagelse af de katolske sædvaner til benyttelse af kun en enkelt farve, oftest rød eller sort. For farvernes anvendelse i løbet af kirkeåret gælder i dag generelt: Hvid benyttes ved højtiderne (jul og påske) samt ved særlige fester for Treenigheden og Kristus (herunder Mariæ Bebudelsesdag). Rød bruges i pinsen samt på martyrdage (Skt. Stefans dag). Grøn anvendes 1.-6. søndag efter Helligtrekonger samt i hele Trinitatistiden. Violet karakteriserer bods- og fastetiderne (2.-4. søndag i advent, almindelig bededag samt fra søndag septuagesima (9. søndag før påske) til midfastesøndag). Sort anvendes alene langfredag.

lomme, den dybest beliggende del af rummet mellem en hvælvings kappeflig og overvæggen; kan være mere eller mindre udmuret, evt. i forbandt med muren, jf. hvælvfortanding, ill.

Louis XIV, XV, XVI stil, også betegnet Louis- Quatorze, Louis-Quinze og Louis-Seize, se stilarter.

lydhimmel, skærm, ophængt af akustiske grunde over prædikestol, se ill.

lydpotte, lerpotte, indmuret i korets eller skibets vægge eller hvælv, med åbningen anbragt i murfladen. Lydpotterne er anbragt af akustiske grunde, men har ingen praktisk effekt.

lysepibe, rørformet holder på lysestage til nedsætning af lys.

lysepig eller -torn, kegleformet spids øverst på lysestage til opstikning i et hul i lysets underside.

lysning, åbning i murværk til vindue eller dør.

†læddike, lille rum med låg i den ene ende af en opbevaringskiste.

lægmandsalter, alter i dom- og klosterkirker, ved hvilket lægfolk havde adgang til at overvære messe (i modsætning til højalteret i koret); oftest midt i skibets østre del, foran korbuekrucifikset.

løbende hund (ill.), ornamentbort af fortløbende, bølgeformede figurer.

løber, mursten, hvis langside ligger i murflugten (jf. binder, skiftegang og ill.).