fakbue, redskab, bue med tarmsnor, anvendt ved fremstilling af f.eks. filthatte (jf. apostelattributter).

fals, retvinklet indsnit, 1) i kanten af et bræt, f.eks. til anslag for et andet stykke træ; 2) i en pille, en murvange eller murkarm som anslag for en dørfløj eller et vinduesglas; 3) brugt rent dekorativt.

falsk fuge, efterligning af fuge, indhugget eller skåret som dekoration (jf. ill.).

fane, rand på dåbsfad, disk e.l.

fas, skråt afskåret hjørne eller kant.

feston, en i en bue nedhængende kæde af blade, blomster og frugter (jf. guirlande).

fiale, lille spirprydet, tårnagtigt led, almindeligt i den gotiske stils prydværk (jf. ill.).

filigran, guldsmedearbejde, udført af tråd og runde korn, der er sammenloddet, hyppigst på en underlagsplade.

finering, ganske tynd beklædning af ædlere eller smukkere træsorter, limet på snedkerarbejde, der er udført af en billigere eller mere robust træsort, jf. intarsia.

firpas, firkløverformet felt eller gennembrydning (se ill.).

fiskeblære, kommaformet, dråbelignende gennembrydning i gotisk stavværk (jf. ill.).

fjeder, fjer, smalt fremspring langs midten af et bræts ene længdekant, passende ind i en tilsvarende rille, not, på nabobrættet. Brædder, som har fjeder på den ene kant og not i den anden, kaldes pløjede.

fladbue, fladrundbue, se bue og ill.

fladsnit, se relief.

flakt ørn, ørn med to hoveder (dobbeltørn).

flammeret, flammet (ill.) betegner beklædningen af en glat træflade (f.eks. en dørfløj) med kantprofilerede brædder, som er diagonalstillede i rude-, siksak- eller sparremønster.

flensborgsten, se mursten.

fløjaltertavle, en altertavle med bevægelige (hængslede) sidefløje, der kan lukkes ind foran hoved- eller midtskabet (corpus).

fod (tonehøjdebetegnelse vedr. orgelstemmer), se stemme.

foldeværk, fyldingsdekoration, dannet af skiftende stave og hulninger, mindende om folder i tekstiler; almindelig på sengotiske dørfløjs- og panelfyldinger. Se også foldeværkskapitæl, ill.

foldeværkskapitæl eller foldekapitæl, se kapitæl og ill. 

foliot, se balance.

forbandt, se skiftegang.

forblænder(e), særligt tilvirkede mursten af finere ler, anvendt som ydre skal i teglstensmurværk.

†forfærdige, †færdige, istandsætte, færdiggøre. Kan også betyde ‘fremstille noget nyt’.

forkrøppet er en gesims, en profil eller en liste, der af ornamentale grunde er ført i knæk eller af konstruktive hensyn er ført uden om et eller flere fremspring (jf. ill.).

formsten, profileret teglsten. Profilen kan være hugget i den brændte sten, men er oftest formet eller skåret i det våde ler før brændingen (jf. ill.).

fornagle, se ill. og nagle.

fortanding, 1) lodret; 2) faldende. Betegner den lodrette eller skrå linje, hvor arbejdet på en mur, ofte nær et hjørne, midlertidigt er afsluttet, jf. hvælvfortanding, ill.

fraktur, se skrift.

fresko, maleri udført på frisk, endnu fugtig puds (italiensk: al fresco); jf. secco.

frikombination, automatisk hjælpemiddel, der muliggør hurtige, forprogrammerede klangskift i et orgel.

frise, 1) led, ofte glat, i en gesims, der forneden begrænses af arkitraven og foroven af kronlisten, se søjle (jf. ill.); 2) dekorationsbånd, sammensat af buer, ruder, aftrapninger mv., der ligesom en gesims løber under f.eks. et tagskæg eller danner den øvre afslutning på brede murblændinger (jf. ill.); 3) billedfremstilling eller -bånd som muret, malet, skåret, hugget, støbt eller vævet indramning eller kantning af vægfelt, loft, ribbe mv. (jf. ill., ill., ill. og ill.).

frisefylding (ill.), fylding med ophøjet spejl og forsænket, omløbende bort. Findes tidligst i snedkerarbejder fra renæssancen; jf. fylding.

frontale (antemensale), alterbordsforside.

frontispice eller fronton, en gavllignende, dekorativ udbygning på en bygningsfacade eller et afsluttende parti over et vindue, en dør eller et gravmonument (jf. stele og ill.), oftest formet som en trekant (trekantgavl, trekantfronton) eller et cirkeludsnit (segmentgavl, segmentfronton).

frådsten (kildekalk), blæret kalksten, dannet ved kildevæld, kendelig på aftryk af grene, blade m.m. Især anvendt som byggemateriale i de ældste stenkirker (se tuf ). Forekommer hyppigst omkring Roskilde Fjord og i Østjylland.

fuge, det mørtelfyldte mellemrum mellem de enkelte sten i en mur. De lodrette kaldes stød- eller studsfuger, de vandrette leje- eller langfuger. Nutidens konsekvente udkradsning og fugning med særlig mørtel var næppe så almindelig i middelalderen, hvor den udkvældende mørtel, som ikke afskrabedes, blot udtværedes eller formedes med fugeskeen; herefter taler man om udglattede fuger eller rygfuger. Fugernes synlige ydersider betegnes efter deres forskellige behandling, der kan røbe murværkets alder:

1) Fuger i kampestens- og kvadermure:

    a) Udglattede, fyldte (i plan med stenenes forsider). I romansk  

        kampestensmur hyppigt med kvaderridser (ill.).

    b) Let fremspringende og flade (sml. ill.).

    c) Knasfuger, ganske smalle, afskrabet i plan med murfladen – ofte i

        romansk granitkvadermur.

    d) Som a, men uden ridser og evt. med indtrykkede teglbrokker og

        småsten.

2) Fuger i teglstensmure (ill.):

    e) Fremspringende, flade, med skråt beskårne kanter.

    f ) Skarpryggede.

    g) Skråtskårne (med skråt holdt murske).

    h) Midtridsede.

    i) ‘Brændte’, med lille midtfure udført med hul- jern – eftermiddelalderlig.

    j) Hamborgfuger, stærkt fremspringende, trapezformede eller rundede –

       nyere tid.

fuld mur er i modsætning til kassemur udført af ensartet materiale og med gennemløbende skifter fra yder- til inderside.

fylding, flade (almindeligvis af træ) til udfyldning mellem rammestykkerne i en dørfløj, et panel o.l.; i litteraturen anvendes betegnelsen fylding tillige om udsparet felt (uægte fylding) f.eks. i stolegavle og lisener. Konstruktivt er en fylding indfældet eller indnotet i rammeværket eller fastgjort på bagsiden af dette. Som regel er fyldingsarbejde beriget med profiler og ornamenter. Spejlfyldingen (fig. 16a-b), som karakteriseres ved et ophøjet midtfelt (spejl), er den mest almindelige; inden for denne type dominerer frisefyldingen, opkaldt efter den smalle frise, der omgiver spejlet (a). En simpel, plan fylding kan ved pålagte lister mv. få ret varierede former, efter hvis figur fyldingen benævnes, f.eks. arkadefylding (evt. med perspektivhuller i sviklerne) (c), hammerfylding (d), ottekantet fylding (evt. med trekantede bosser i hjørnerne) (e) og rudefylding med forkrøppet rammeliste (f ).

†færdige, se †forfærdige.

fødselslinje, se vederlag.