Svendborg Amt, hæfte 24-26

Rikke Ilsted Kristiansen og Pia Katrine Lindholt

324 sider, illustreret

Køb hæftet

Bogen om kirkerne i Landet og Bjerreby på Tåsinge samt på Drejø, Skarø og Strynø er udgivet af Nationalmuseet den 15. oktober 2021. Bogen indeholder fyldige beskrivelser af kirkernes bygningshistorie, inventar og gravminder, og den er rigt illustreret.

Midt på Tåsinge ligger Landet Kirke, muligvis øens ældste, hvis bygning er godt bevaret og udviser en righoldig mængde af romanske granitarbejder. Bygningen, som består af romansk kor med apsis og skib, senmiddelalderligt tårn og nyere våbenhus, har både fin dobbelt granitsokkel, en løve med åbent gab og et lille menneskehoved på sydsiden. I tårnrummet findes en spektakulær portal, som er flyttet fra skibets sydside i slutningen af 1800-tallet, da der skulle være plads til en kakkelovn i våbenhuset. Portalen har en løve og en kentaur på vangerne, og tympanet viser Kristus i mandorla flankeret af Maria Magdalene og Jomfru Maria. Lignende portaler findes på Ribe og Slesvig Domkirker, men hvorledes inspirationen er nået til Tåsinge, er uvist.

Altermaleriet er en kopi fra o. 1550 af Lucas Cranach den Ældres maleri af Korsfæstelsen. Det har angiveligt været i kirken på Valdemars Slot, før det i 1831 kom til Landet, hvor det erstattede en senmiddelalderlig fløjaltertavle. Bag den nuværende renæssanceprædikestol fra 1619 findes en ældre prædikestol fra midten af 1500-tallet, som blev opdaget i forbindelse med en restaurering 1983. På kirkegården er Elvira Madigan og Sixten Sparre begravet.

Det nedbrudte Skt. Olufs Kapel lå sydøst for Landet Kirke. Det er omtalt første gang 1576, hvor det var nedrevet. Det er ikke undersøgt arkæologisk, men i tørre somre kan bygningens omrids ses i græsset på stedet, og i tidens løb er der fundet kampesten, teglstensbrokker og mørtelrester på marken.

I Bjerreby, som er Tåsinges sydligste kirke, er der i dag en kirkebygning fra 1905, som er tegnet af kgl. bygningsinspektør og arkitekt J. Vilh. Petersen. Han udførte et grundigt stykke arbejde med kirken, hvor alle detaljer – fra gavlblændinger til dørhåndtag – blev tegnet og udført efter hans forestilling. Bygningen rejser sig som en korskirke i tegl med trepasformet, tøndehvælvet loft. Inden kirkens opførelse blev den gamle middelalderkirke nedrevet, men arkitekten var bevidst om at genbruge dens romanske granitarbejder. En flot sokkelrække med udhuggede arkader og korbuens kragsten blev indsat i den nye kirke.

Middelalderkirken, som var ret så forfalden, blev nedrevet, men forinden blev den grundigt dokumenteret af Nationalmuseet, og den lokale præst C. G. Høgstrøm og lokalhistorikeren Søren Lolk lavede hhv. akvareller og tog fotografier. Kirkens bygningshistorie kan derfor udledes med nogenlunde sikkerhed. Under nedbrydningen fremkom et opsigtsvækkende fund i et tilmuret romansk vindue i skibet: Et glasmaleri forestillende Skt. Morten som bispehelgen sad endnu på sin plads, men glasstykkerne var for de flestes vedkommende faldet ud. De blev fundet i vinduets lysning, og glasmaleriet kunne samles igen. Det er udstillet på Nationalmuseet.

Kirkens inventar omfatter adskillige genstande fra middelalderen, som er overført fra den gamle kirke: På alterbordet står en trefløjet altertavle med relieffer af Lidelseshistorien og malerier af Maria med barnet og Anna Selvtredje. Den svarer næsten til altertavlen i Thurø Kirke. I nordre korsarm er en sidealtertavle med kirkens værnehelgen Skt. Morten, og over korbuen hænger et stort korbuekrucifiks fra Claus Bergs værksted i Odense. Endelig har kirken en meget smuk degnestol med årstallet 1536 og relief af Skt. Morten, der er i færd med at skære en flig af sin kappe for at give den til en tigger. I Nationalmuseet findes desuden et mere end tre meter højt skab fra begyndelsen af 1500-tallet, som har stået i koret i den nedrevne kirke, og en Maria-figur fra en sidealtertavle. Det nye inventar, bl.a. stolestader og prædikestol, er tegnet af J. Vilh. Petersen i forbindelse med opførelsen i en stil, der synes inspireret af den nordiske middelalder. 

På de mindre øer i det sydfynske øhav findes tre ret forskellige kirker. Kirken på Drejø er opført o. 1535, dvs. lige omkring reformationen, hvilket dens udseende bærer præg af. Den var oprindelig en simpel langhuskirke, men fik i 1600-tallet både nyt kor og hvælv. Sidstnævnte dateres af en kilde til 1628-29, og et tårn må være opført over bygningens vestende omtrent samtidig. Kirkens interessante gotiske døbefont af klæbersten har på den ene side et udhugget portræt af en bispehelgen. Den kan være importeret fra Norge, men er ved sin udsmykning enestående i dansk og nordisk sammenhæng. Altertavlen er et renæssancearbejde fra 1620’erne, og prædikestolen er udført af Peter Snedker i 1630.

Skarø Kirke er opført 1898-99 efter tegninger af arkitekt Niels Jacobsen. Den er en lille langhusbygning af teglsten med kor i vest og indgang fra øst. Inventaret er fra opførelsen.

Kirken på Strynø blev næsten helt nedrevet 1867, og kun tårnets nederste del er bevaret af den oprindelige bygning. Arkitekterne Vilhelm Dahlerup og Ove Pedersen stod for opførelsen af kirkens nye bygningsdele – kor, skib og tårnoverdel, alt i gule teglsten og med historiserende murdekorationer. Prædikestolen fra 1616-18 er fra den gamle kirke, mens det øvrige inventar er fra 1867 – dog er altertavlen og -maleriet af Jens Erik Carl Rasmussen, Marstal, først tilkommet 1881. Under den åbne tagstol hænger der tre kirkeskibe, hvoraf det ældste, en orlogsfregat fra omkring 1780, blev foræret til kirken kort efter opførelsen af kirkeejer Otto Ditlev Rosenørn-Lehn.

Landet Kirke

Bjerreby Kirke

Drejø Kirke

Skarø Kirke

Strynø Kirke