Kirkerne i Assens - Vor Frue Kirke
Odense Amt, hefte 25-26
Thomas Bertelsen og David B. Kaaring
Nationalmuseet 2012
222 sider, overmåde rigt illustreret
Vejl. pris: kr. 210,00
ISBN 978-87-7602-161-0
Den sidste købstadskirke i Odense Amt
Den 27. november 2012 udgiver Nationalmuseet en ny bog om kirkerne i Assens, Vor Frue Kirke og den katolske Vor Frelsers Kirke. Bogen afslutter Danmarks Kirkers serie af udgivelser om købstadskirkerne i det tidligere Odense Amt. Herefter vil arbejdet forsætte med landsbykirkerne.
Enestående middelalderligt spir
Undervejs i undersøgelsen af Vor Frue Kirke er der gjort en række nyopdagelser, der har bidraget til et mere nuanceret billede af den store senmiddelalderlige bygning. En af de største overraskelser er kommet for dagens lys i tårnet, hvis spir viste sig at være udført af egetømmer, som kunne årringsdateres til o. 1470. I Danmark er middelalderlige spir i sig selv en sjældenhed, men i Assens var den ca. 18 m høje konstruktion enestående godt bevaret – siden tårnet blev opført og kronet af det høje spir, er der næsten ikke foretaget ændringer i konstruktionen.
Nederlænderne kommer!
Netop Assens Vor Frues tårn er et af kirkens karakteristika og det eneste senmiddelalderlige kirketårn der herhjemme er ottekantet. Forbilledet til det fornemme byggeri skal uden tvivl søges i Nederlandene, der sjældent udpeges som udgangspunkt for Danmarks middelalderlige bygningskunst. I Nederlandene har ikke mindst tårnets høje hulkelede facadeblændinger nære paralleller, og det samme gælder flere andre detaljer i både tårnet og i det lange skibs vestre del fra o. 1490. I begge bygningsafsnit er teglstensmurene bl.a. udført i krydsskifte, der herhjemme først blev udbredt op mod 1500-tallets midte, men i Nederlandene allerede var almindeligt o. 1300. Meget vel er disse dele af kirken bygget af nederlandske håndværkere, som over en længere periode har opholdt sig i byen.
Spæd og sen bruskbarok
Blandt kirkens inventar skiller prædikestolen og altertavlen sig markant ud. Førstnævnte er et meget interessant eksempel på overgangen fra renæssance til bruskbarok i årene omkring 1625, der både rummer renæssancens strenge opbygning og symmetriske reliefornamenter og begyndende bruskbarokke træk som de serpentinagtige volutter og endda en enkelt vrængemaske. Prædikestolen fra o. 1675 er til gengæld et eksempel på den sene bruskbarok, og må regnes som et af den middelfartske billedskærer Hans Nielsen Bangs hovedværker. Den er i kraft af bl.a. vrængemaskerne og den frie behandling af de grafiske forlæg, et fint eksempel på bruskbarokkens løsslupne fantasifuldhed.
Fra gravflise til fortov
Selvom kirkens interiør kan virke lyst og enkelt i sin udsmykning, rummer det faktisk en imponerende mængde epitafier og gravsten. I alt kan man studere 45 gravsten og fire mindetavler af sten i kirken. Af disse er de bedst bevarede opstillet langs væggene i korrundingen, mens de øvrige er nedfældet i gulvet sammesteds. Sådan har det været siden 1881-84, hvor gravstenene blev flyttet tilbage i kirkerummet. I 1842 havd man nemlig fjernet dem fra kirken og lagt stenene som fortov om kirken. Hvilke omkostninger dette fik for kirkens gamle monumenter er dokumenteret af den liste, prokurator W. Marckmann udførte, da gravstenene blev fjernet. Udover de bevarede sten, oplister han mere end tredive gravsten, der hovedsageligt er kasseret, da stenene blev flyttet tilbage i kirken. Også disse tabte gravsten kan man læse om i Danmarks Kirkers udgivelse.
